mandag den 26. november 2007

Formanden i Kenay dag 18

Med tilladelse fra formanden bringer jeg hans rejseberetning fra Kenya.


Mandag d. 19. november 2007

"Oh what a beautifull morning, oh what a beutifull day" som Nelson Eddie og Jeanette McDonald så smukt sang i "Oklahoma", Gerswin's operette fra 50'erne - så hut jeg visker -.Klokken 06.50 ankom vores safaribuschauffør Julius, og klokken 07.00 startede vores tur til Tzavo West.Turen til færgen, i Likoni, gik som smurt, indtil en lille kilometer før billetlugen, så var der kø og kaos - gående, matatus med passager til færgen, lastbiler, safaribusser, cyklister kæmpede en brav kamp for at komme frem, det tog over en time - hvor vi sad i en bil med vinduerne på klem, pruttede med gadesælgere, købte lidt "billigt", de gamle er snart uddannede "pruttere", og vi må ikke glemme at når man sveder, så løber det ned overalt - og jeg mener overalt - vi kom dog frem til færgen og vidre ud af Mombasa på hovedvejen mod Nairobi uden varige mén, dog havde vi hver drukket 1½l vand. Klokken 11.30 var det tid til en lille tissetår - det er sjovt at der altid er en "lille forretning" som man skal igennem for at komme på "toilettet" som dog som reglen er pænt - efter at have ladet en lille tår, måtte de gamle ha' gang i "prutteriet" det resulterede i flere små figurer, og som mor Aase sagde "det kan godt være de tar' røven på os, men jeg er så glad for de ting vi har købt", citat slut. Selv købte jeg en stol, hvor ryglænet er formet så en elefant ( den kan skilles ad ), så lidt "prutter" jeg også, nå vidre, vi spiste frokost på en lille restaurant i Voi, - det var ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg ikke gøre - Ved ½ tretiden kørte vi så ind i parken, pga. den lange transporttid kørte vi direkte på gamedrive. Tzavo West er anderledes end Tzavo East, fordi vegetationen er meget tættere og mere grøn, så det er sværere at "spotte" dyrene, så da vi havde set løver, elefanter og bøfler i øst, kørte vi mod næsehorns reservatet - lavet pga. krybskytteri, samt at avle flere næsehorn - for at se endnu en af "The Big Five" Reservatet er åbent mellem 16 og 18, og på vejen langs med hegnet hen til "gaten" ( som er blevet færtigt, lidt info til John ) så vi giraffer, impalaer og dik dik's. Det indhegnede område er 70 km2 og her er ca 30 næsehorn, så de træder jo ikke på hinanden. Vi kom klokken 16.00 og kørte ind sammem med 6 andre safaribusser, de fordeler sig så indenfor og er i radiokontakt så hvis en ser et næsedyr er der kaos på linjen. Vi kørte, stod op og spejdede, kørte og spejdede lidt mere, kørte vidre og spejdede vidre, så vi til sidst ikke kunne se forskel på en trærod og et næsedyr, så stoppede vi ved et vandhul nu kom kikkerterne ibrug, "hvad er det, der kommer gennem bushen derovre klokken lidt i tre - for nemheds skyld er bilen delt op som et ur frem er 12, bagud er 6, til højre er 3 osv. - lidt til venstre for akasietræet........... to store bøffelhanner, vi ventede i ti minutter sammen med bøflerne, så kørte vi vidre på vor søgen efter en "rhino", efter 10 minutter kom meldingen over radioen "Rhino at the waterhole", så gik det over stok og sten tilbage til vandhullet, nu var næsehornet imidlertid gået væk fra vandhullet og ind i bushen igen. Stor var vores skuffelse, da han besluttede at vise sig frem igen, frem med kameraet og et godt billed blev taget, vi fik også tid til at se ham gennem kikkerten. Glade kørte vi så vidre til Ngulia Safari Logde, hvor vi skulle overnatte de næste to nætter. Vi fik et rigtigt godt værelse med altan, ovenover den store terrasse ved restauranten (info til John) med udsigt til"foderbrættet", hvor de hænger et antilopebagben op i et træstativ, til en stor gammel leopardhan, som så kommer og spiser mellem 7 og 8 (fortalte vores guide os). Vi ventede på altanen med kikkerten for øjet, og vat i ørene pga. "tusinvis" af frøer, til tyve minuter over 7, så gik vi ned for at spise. Vi fik et bord ikke 30 m. fra det projekttør oplyste "foderbræt" og da gamle Gerling kom ned til vores bord med sin varme suppe, sprang leoparden op og startede med at river sin mad i mundrette stykker, alle de spisende mennesker forlod deres pladser og stillede sig hen ved - den knæhøje - stensætnig, ud mod det spisende vilddyr, som dog ikke tog nogen notits af de blitzende kameraer. Jeg ved dog at blitzen ikke rækker de 25 meter hen til leoparden, så deres billeder blir ikke til noget, men det billed der er på nethinden sidder fast. Da leoparden, efter ca. et kvater, var færdig med at spise, indtog vi resten af vores "dinner", vi tog kaffen på terrassen, før vi gik i seng efter en l a n g dag. Frøerne holdt os ikke vågne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar