Med tilladelse fra formanden bringer jeg hans rejseberetning fra Kenya.
Lørdag d. 10. november 2007
Efter et bad og et stort og dejligt morgenmåltid, var det tid til at starte hjemturen. Så klokken 8 kørte vi for sidste gang ind i parken mod den samme gate som vi kom indad.
Selvom det stadig var "køligt" så vi ikke mange dyr, dette er også den tøreste del af parken - store områder var brændt af, i håb om, at når regnen kommer, så vil der vokse græs op, det vil så tiltrække planteæderne og dermed også kødæderne - så man kan kun være heldig at se dyr ved de få vandhuller, der stadig er vand i. Der kom kun få biler imod os, som alle stoppede og talte med Fred - Har I set noget - nej, har I - nej intet - vi kørte vidre, men pludselig gik der 4 elefanter over vejen lidt længere fremme. To vokse hunner og en ca. 5 årig unge samt - den yndigste lille elefantbaby, kun nogle få måneder gammel, da vi kom frem til hvor de havde krydset vejen kørte Fred langsomt frem,vi stod alle op og spejdede efter flokken i den forholdsvis tætte bevoksning, da en af hunnerne trådte ud på vejen foran os, utroligt at så stort et dyr kan gemme sig så godt,Fred blokerede bremserne, elefanten viftede med de store ører og trådte et par skridt frem mod bilen, Fred bakkede, elefanten bakkede, vi stod med åben mund og polypper og øjne så store som tekopper, elefanten viftede ører, Fred satte i første gear, bilen sprang frem og forbi elefanten, gamle Gerling fløj rundt som en ufortøjret tønde på et skib i havsnød, med - skulle det vise sig senere - store blå mærker på siden af overkroppen til følge. Mor Aase og jeg klarede skærende uden blå mærker. Det hele tog kun et øjeblik og da det hele var overstået og vi var kommet på afstand af elefanterne, stoppede Fred bilen og undskyldte, men forklarede han, "når en elefant er truende så gælder det om at komme foran den, så hvis man skal flygte kan køre fremad og ikke baglæns i bakgear". Efter denne pirrende og smertefulde oplevelse gik resten af turen ud af parken uden yderligere sammenstød med andre levende væsner, bortset fra et par yderst irriterende fluer.
På vejen frem til lunch i Mombasa, stoppede vi i en Maasai landsby. Vi var sammen med andre turister som også gerne ville se denne kultur. Efter hver familie/gruppe havde fået deres rundviser og betalt 1000 ksh per person, som indkluderede "unlimeted fotos and a guidet tour" Blev vi budt velkommen af en dans, hvor pigerne sang og krigerne dansede og hoppede højt op i luften. Efter en interesant rundvisning, hvor kvinderne byggede huse af grene smurt over med kolort, lavede mad og fødte børn, drengene lavede ild med to træstykker, lidt tørt græs og lidt tørt kolort - som vi iøvrigt købte, som vores rundviser fortalte "træstykkerne måtte vi købe, kolorten fik vi gratis - og krigerne sørgede for hegn omkring dyrene imidten og landsbyen udenom, kom vi frem til deres husflid. Dette var turens foreløbige ekssamen i "prutning" De gamle fik købt diverse halskæder og armbånd, jeg fik også nogle armbånd, sikkert altsammen til en alt for høj pris, men vi var tilfredse. Nu begynte varmen at trykke, så tilbage til bilen, op på hovedvejen ned med vinduerne lidt frisk luft puha-puha, resten af turen til Mombasa gik glat, vi fik en frokostbuffet på Moi Avennue, lige ved de fire store stødtænder som er Mombasa's vartegn, lavet til Prinsesse Elisabeth's besøg i 1952. Efter frokost kørte vi mod færgen, godt en kilometer fra færgen startede køen, og vi blev "overfaldet" af sælgere af nødder, vand, halskæder, armbånd, motorcykler lavet i ståltråd og tallerkener og skåle i "stentøj". Vi takkede pænt nej til dem alle, men stentøjsmanden var urørlig, han ville sælge noget - en tallerken 1500 ksh. jeg sagde no! no! -give me price - jeg sagde hundrede ksh. i håb om at han ville finde et andet offer, men han gik ved siden af bilen næsten en kilometer og jeg endte med at købe den. Mor Aase var glad og vi var 250.khs fattigere. Vi ankom - efter et par usædvanlige dage med en ordentlig en på opleveren - klokken 16.45, lige til "five o'clock the" som blev til "den dejlige bønne" Trætte satte vi os til bords ved 7 tiden - Mr. Lemon - havde lavet Hummer ala Diani Beach med Sukuma Wiki og hvidløgsbrød, ikke gamle Gerling's ynglingsret og det bliver det heller ikke!. Efter endnu en bønne, på hovedet i seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.