I uordentlig kronologisk orden kommer et hurtigt referat af torsdagens begivenheder.
Som altid var der problemer med at få hevet Treasurer væk fra arbejdet og derfor blev det Claus, Robert og Laust der pakkede bilen og kørte i Metro for at handle ind til turen. For at give Henrik lidt ekstra tid blev planen så at Preben skulle køre forbi Amaliegade og hente Henrik på vej ud for at samle Jørgen op og endeligt møde os andre på parkeringspladsen ved Metro.
Indkøbene blev overstået i rekordtid da Robert styrede indkøbet med hård hånd og uddelegerede opgaverne. Med perfekt timing ankom Preben med Henrik og Jørgen netop som vi andre var færdige med indkøbne. Varene blev læsset ind i Prebens bil. Henrik skiftede over i Claus bil og afsted gik det mod Ystad. Selvom vi skulle med en senere færge end normalt var vi som sædvanligt sent på den, men med frisk fart igennem Sverige ankom vi præcis til tiden og kørte næsten øjeblikkeligt ombord.
Claus havde været i dialog med Bornholms Trafikken for at bestille mad og bord på Villum Clausen, men var blevet fuldstændig afvist. Derfor blev Jørgen og Laust sendt afsted i rask løb for at finde et bord til 6. Det viste sig desværre at være umuligt, primært fordi øverste etage på færgen var spærret af. Så trådte Henrik til og tog en god diskussion med hovmesteren og overbeviste hende om at det var nødvendigt at åbne for øverste etage.
Vel bænket omkring et seks mands bord, præsenterede Claus 18 stk. højt belagt fra Byens Smørrebrød. Disse blev stort set fortærret før færgen havde forladt Ystad havn og Robert og Henrik var nede og hente en mad med æg og rejer for at blive rigtig mætte.
Hvert år er øjeblikket hvor vi kører fra borde og er på Bornholm næsten magisk, alle bekymringer kan kastes væk og nu er drengene rigtig på tur.
Ankommet til Solvej blev fanen hejst under behørig stilhed og så kunne snakken begynde omkring bordet i havestuen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.