torsdag den 8. november 2007

Formanden i Kenya dag 6

Med tilladelse fra formanden bringer jeg hans rejseberetning fra Kenya.


Onsdag d. 7. november 2007

Gamle Gerling er gerne oppe ved 6 tiden og nyder fuglesangen og stilheden, det lyder modsigende, men ifølge kilder tæt på gamle Gerling udtaler han " Det er en lise for øre, øje og ikke mindst sjæl, at nyde dagen gry". Mor Aase kan dog ikke genkende denne udtalelse, da gamle Gerling ikke er til at drive ud af sengen hjemme i Danmark.

Dette er dog kun ubekræftede rygter, da jeg ikke er oppe før ved ½ ottetiden. Efter toastbutterandjam og en tår af den dejlig bønne, var det tid til en gåtur på stranden. Med vand og kiks i rygsækken og foto over skulderen, gik det afsted på raske fjed. Turen ned til stranden er på ca 15 minutter på relativ flad gammeltkoralrev/grusvej, men varmen - selv her klokken 9 morgen ca 40 grader i solen, og lidt sveder man vel altid - det gør turen strabadserende. Nede på stranden er der en brise som gør det mere udholdeligt. Jeg havde tænkt mig at tage de gamle med hen til Hotel Neptun, hvor vi så skulle gå gennem området tilbage til vejen og så hjem. Inden da var det tid til at gå med bare fødder i det store ocean, fotografere samt blive tilbudt alt fra massage til udskårne kokosnødder som skibe eller navneskilte med navn. En tur i en kano med udrigger og sejl blev det også til. Vi takkede dog pænt nej til det hele og skyndte os mod hotelet for at blive fri for "sælgerne". Kun for at blive stoppet af en askari ( sikkerhedsvagt - i fuld uniform,kasket og knippel ) Som sagde, at for at komme ind på hotellets område måtte man have et armbånd. Det er blevet til et "all inclucive" hotel, så vi fik anvist en lille sti langs med hotelmuren. Dog skulle vi forbi en hel del boder med turistting, så en dyb indånding - hen til stien, på med sandalerne og væk af den skulderbrede sti med buske op i hovedhøjde, her var ingen skygge ingen brise kun ujævnt gammelt koralrev, så da vi kom op på vejen lignede min mor og far to "våde hunde" sveden drev ned af os alle, så det var tid til vand og kiks.

Efter en kort pause gik vi hjem. Hele turen tog kun en god time, men turen i poolen ( en jaccusi på 4x4 meter ) var som at blive født påny. Det blev også til lidt sol, så nu sidder vi efter fmf ( frokost med frugt ) med "den dellige bønne" og plejer vores røde kroppe.

Jeg tør godt skrive hvad der sker frem til vi skal i seng, vi skal have dejlig græskarsuppe til aften, derefter lidt af den dejlige bønne, vi skal så pakke til vores safari, vi bliver hentet klokken 7 morgen, ingen kortspil men under dynen.

Nu tager til Monica's Internetcafe og sender dette rejsebrev. Næste gang I hører fra os bliver sikkert mandag. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.